Bregnholt Blomster ApS er et familieforetagende, og er i dag ejet af mig Henriette.
Min far, Hans Jørgen Hansen overtog gården Bregnholt i 1964 efter sin far, Harris Hansen og startede gartneriet i 1980. Jeg selv er født i 1978, så hele min barndom har jeg levet og åndet for at være i drivhuset blandt blomsterne og kattene:-)
Jeg kan huske da jeg var omkring 10 år, her stod jeg og kiggede på vores navneskilt: H. Hansen på den brune dør, og her gik det op for mig, at det jo måtte være mig, der skulle overtage gården. Da min far hed H. Hansen min farfar H. Hansen, min Oldefar H. Hansen og jeg selv havde 2 søstre med henholdsvis et C og et A som forbogstav til deres fornavne, så der i mine røde gummistøvler i en alder af 10 år gik det op for mig, at det var det her jeg skulle- det stod jo der sort på hvidt – på den brune dør.
I 2011 flyttede jeg ind med min dejlige familie, min mand, Helge og vores 2 børn, Sebastian og Alexander, for at udleve min drøm om at overtage virksomheden efter min far og videreføre det han har startet.
Man kan ikke sige Bregnholt Blomster ApS uden at tænke på tulipanen som det første. Det er den vi er mest kendt for. I efteråret plantes der flere hundrede tusinde løgvækster, som sælges fra 1.dec-1.april.
Jeg har udvidet sortimentet, så når løgvæskterne slipper op i april forvandles drivhuset til en oase af forår, duft og farver med; roser, stauder, pæoner og sommervækster.
Når du kører op ad indkørslen i maj måned, så vil du møde en alium allé, de smukke blå kugler sælges som afskårne. Går du en tur rundt om drivhuset i maj-juni vil du møde et stykke jordlod med pæoner, der sælges afskårne, samt en nyanlagt SKÆREHAVE, hvor du kan plukke løs, og hvor der kommer mange kursister til de eftertragtede kurser. I efteråret inviteres hele familien ud i min græskarmark, hvor du kan gå ud på marken og vælge blandt de tusinde af orange hoveder der ligger side om side med hinanden på marken.
Jeg har åben gårdbutik hele året rundt, og det er meningen at man i ro og mag kan gå sig en tur og sanse og nyde udsigten. Så tag en god ven med under armen og kom ud og se og mærk stemningen i mit lille planteparadis:-)